Kathrine Uldbæk Nielsen
Jeg udtrykker mig i fotografiet og driver til dagligt min virksomhed KUN Visual hvor jeg hjælper med grafik og hjemmesider.

I dag er fredag den 9. Januar 2026 og et hus er på vej fra Hirtshals til Norddjurs.

Jeg har givet mig selv opgaven at fylde huset, mit hus med mit eget univers. Inspireret af det Mads insisteren ‘det behøver ikke at findes du gør det bare’.
Så nu skriver jeg og prøver at finde ud af hvad mit univers er.
Med det samme har jeg ikke lyst til at skrive mere og vil hellere gå i mit digitale arkiv og finde et billede der provokere den rette følelse. Men hvis jeg gør det dukker jeg måske ikke op igen. Jeg elsker at kigge på billeder, redigere dem så stemningen er helt præcis og smuk, og sætte dem sammen så de snakker med hinanden.

Jeg må hellere prøve at beskrive de billeder jeg gerne vil finde. Der skal være noget storslået, måske lyset er nærmest guddommeligt, eller noget der er så flot i overgangen af farverne at det får en til at svælge, føle nostalgi for livet. Samtidig skal motivet i sig selv ikke være eksotisk, men noget man ser hele tiden i dagligdagen uden at lægge mærke til den ømhed det kan udtrykke.

I mit fotografi er mit univers klart. Jeg har arbejdet mange år for at udvikle en håndskrift og prøvet at være dyb personlig i mit udtryk. Burde man ikke kunne vende det om eller nærmere zoome ud og se hele sit liv og det der gælder i billederne gælder også for mit virke nu hvor fotografiet ikke står i centrum?

Det skal være intuitivt og ærligt. Skønhed og drama kan få os til at føle os forbundet med livet, del af den verden vi lever i. Man må godt se det sjove i det og intet er absolut.

Det er onsdag den 14. Januar og mit hus er ankommet.

Jeg var ved at få unger ud af bilen efter en dag i børnehave, så det var med et barn stadig i bilen og forventinger om snacktallerkner, da der trillede en bil ind i gården med to søde mennesker og et hus.

Ungerne ville med det samme i gang med at lave beboer til huset og overtage huset.
Det er sigende, skønt og samtidig lidt træls.

Det er blevet den 11. Februar og jeg har båret rundt på huset.

Og det er altså bare i tankerne, i virkligheden har det stået ude i gangen. Det jeg mener er at huset har været et mentalt frirum til at tænke over det der interesserer mig og det jeg gerne vil have mere af i mit virke igen. Ud over fotografiet er mad og fælleskab to store temaer. Samtidig er der en vis frustration over ikke at have produceret noget.
Så det må være det næste skridt.

Aktivitet:
House of Artic- DK